Et medlem af Blekingegadebanden støtter angiveligt stadig voldelig kriminalitet 20 år efter, at banden skød og dræbte betjenten Jesper Egtved Hansen under et væbnet postrøveri i 1988.
I det netop udkommede nummer af det venstreorienterede Det Ny Clarté bringes et indlæg af en person, der ifølge bladets redaktør er en af de fem mænd, der deltog i røveriet. I indlægget skriver personen:
»I kan knægte drengenes sunde oprør i Gellerup, og kækt kaste palæstinenserne i fængsel så israelere kan få banen og venskabskampen i Parken,« med henvisning til en venskabskamp mellem Israel og Danmark, hvor flere palæstinensere blev anholdt under en demonstration, der udviklede sig voldeligt.
Skyder i alle retninger
Gellerup-bydelen i Århus har været plaget af stenkast mod politi- og brandbiler, og busserne opgav i en periode at køre igennem Gellerup på grund af brande og uroligheder.
I indlægget forsvares Blekingegadebandens ideologi og handlinger, ligesom skribenten kræver forsoning for drabet, dog uden at ville afsløre drabsmanden.
Indlægget virker hektisk og skyder i mange retninger. Der er kritik af både Dansk Folkeparti, Israel, retssystemet, u-landendes lave arbejderlønninger, Blekingegade-efterforskeren Jørn Moos og Mærsk McKinney-Møller.
»I kan jage de unge fra Jagtvej, mens I freder den største fisk ved navn Møller, selvom han i mands minde har sejlet olie og våben til banditter overalt. Med rettidig omhu (for eksempel Operaen som aflad) slipper han for nærmere tiltale. Lovens lange arm er for kort til at nå den slags,« skriver han videre.
Tvivl om identitet
Det anonyme medlem kalder sig Den anden stemme med henvisning til kilden i Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden, der kalder sig Stemmen.
Peter Øvig Knudsen har dog været usikker på, om indlægget kan være et falsum.
»Det var en begavet gruppe, og artiklen virker ikke særlig begavet. Det er jo tom retorik uden substans. Hvis det er en person, der søger tilgivelse, så gør han det uden at erkende sin egen skyld,« sagde han for nylig til Berlingske Tidende.
Redaktør af Det Ny Clarté, Dino Knudsen, slår dog fast, at indlægget er autentisk. Efter forgæves at have spurgt bandens medlemmer, om de ville skrive et indlæg, indvilligede en af dem til sidst.
»Jeg har mødtes med personen to gange. Jeg kan garantere, at han er en af de medlemmer, der deltog i Købmagergade-røveriet,« siger Dino Knudsen.