Det var ifølge Ekstra Bladet en noget bleg og klatøjet Anni Fønsby, der kort før klokken ni mødte i retten i Odense i forbindelse med bordelsagen.
Både Anni Fønsby og hendes bordelmakker Soffi Louisa Larsen er til stede i retten, hvor de skal afgive deres forklaring i forhold til sigtelserne om rufferi. Herefter vil det være op til dommer B. M. Mersing at vurdere, om de skal løslades efter to måneders fængsling.
Anklageren Jakob Beier krævede ifølge B.T., at sagen blev behandlet for lukkede døre, men det afviste dommeren med henvisning til, at det indtil nu har været tilstrækkeligt med referatforbud.
Anni Fønsby blev sigtet for medvirken til rufferi i forbindelse med en række bordeller rundt om i Danmark med en skønnet indkomst på 4,3 millioner kroner. Hun nægter sig dog skyldig i sigtelserne.