Jakob Engel-Schmidt, der er Venstre-politiker med orlov fra Folketinget, er blevet frakendt kørekort ubetinget i tre år og skal have en bøde.
Det sker, efter at han i sommer blev taget af politiet for at have kørt bil med ulovlige stoffer i blodet. Det skriver Ekstra Bladet.
Navn: Jakob Engel-Schmidt.
Alder: 34 år.
Fødested: Birkerød.
Uddannelse:
Uddannet officer af reserven samt cand.merc. i international business ved CBS i København og International Buisness School i Storbritannien.
Karriere:
Jakob Engel-Schmidt forlod Folketinget sidste år for at vende tilbage til et job som direktør på uddannelsesinstitutionen Niels Brock.
Han har også tidligere været medlem af Folketinget mellem 2013 og 2015.
Her blev han blandt andet blev kendt for at gå hårdt til den daværende SF-formand Annette Vilhelmsen, da det kom frem, at hun havde stillet huset Zorning en million kroner i udsigt.
Derudover trodsede han partilinjen, da han foreslog at sænke grundskylden for boligejerne.
Han har tidligere været populær som blogger hos blandt andet Berlingske og TV2. Han har i øjeblikket plads i panelet i TV2 News-programmet News & Co.
Kilder: DR og Altinget.
/ritzau/