Skanderborg og Bjerringbro-Silkeborg mødtes tirsdag aften til et lokalbrag i mændenes bedste håndboldliga.
Og det blev gæsterne fra Bjerringbro, der kunne tage hjem med de to point efter en sejr på 32-28.
Bjerringbro-Silkeborgs spillere har et hårdt program for tiden med nogle lange udebaneture i Champions League. I onsdags var holdet i Gorenje i Slovenien. Og søndag stod den på ligakamp mod Mors-Thy.
Men på trods af de trætte ben var Bjerringbro i teten kampen igennem. Gæsterne førte 17-15 ved pausen og endte med at vinde med 32-28.
Med sejren bringer Bjerringbro-Silkeborg sig op på siden af rækkens førerhold KIF Kolding København. Begge hold har 14 point, dog har Bjerringbro-Silkeborg spillet en kamp mere.
/ritzau/