Fire mennesker blev kvæstet i den tyske by Bottrop nytårsaften, da en mand med fuldt overlæg kørte sin bil ind i en gruppe fodgængere.
Det oplyser tysk politi, som mener, at der var tale om et målrettet angreb, "som kan skyldes chaufførens fremmedfjendske holdninger", skriver politiet og anklagemyndigheden i en fælles udtalelse.
Der var flere syrere og afghanere i den gruppe, der blev påkørt i Bottrop kort efter midnat nytårsaften.
Et par af dem er kommet alvorligt til skade.
Føreren af bilen er anholdt og vil blive sigtet for drabsforsøg, oplyser politiet tirsdag.
Den 50-årige bilist havde oprindeligt forsøgt at køre en enkelt fodgænger ned et par minutter over midnat, men denne fodgænger formåede at springe i sikkerhed.
Derpå kørte bilisten til bymidten i Bottrop, han pløjede ind i en gruppe mennesker og altså kvæstede fire.
Efter påkørslen fortsatte bilisten til den større by Essen, hvor han selv har bopæl. Her forsøgte han at ramme en gruppe mennesker, der ventede ved et busstoppested.
Politiet anholdt ham i Essen. Manden har erkendt, at han er fjendtligt indstillet over for fremmede, oplyser tyske myndigheder.
Bottrop, der har omkring 120.000 indbyggere, ligger lidt nord for Essen og ikke langt fra den hollandske grænse.
Det er ikke første gang, at Tyskland oplever bevidste påkørsler. I april kørte en tysk mand en varevogn ind i en gruppe mennesker i byen Münster. Her blev fire dræbt og flere andre kvæstet.
I december 2016 pløjede en tunesisk mand ind i et julemarked i Berlin, hvor 12 blev dræbt.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa