Mindst ni personer er døde, efter at en bil har ramt fodgængere ved et vejkryds nær rådhuset i Seoul, Sydkoreas hovedstad, mandag.
Det oplyser sydkoreansk politi ifølge nyhedsbureauet Yonhap.
Seks blev erklæret døde på ulykkesstedet, og tre blev bragt til hospitalet og senere erklæret døde.
Der er fire kvæstede. Tre af dem er i kritisk tilstand, oplyser myndighederne.
Der efterforskes i området, oplyser en embedsmand hos politiet til Reuters og afviser at komme med yderligere information.
Chaufføren af bilen var angiveligt en mand på 68 år.
Yonhap omtaler hændelsen som en ulykke. Der er ingen meldinger om årsagen til hændelsen, som ifølge politiet fandt sted klokken 21.27.
Manden blev anholdt på stedet og bragt på hospitalet, skriver Yonhap.
Ifølge politiet kørte bilen mod kørselsretningen og ramte andre biler, inden den kørte ind i folk på ulykkesstedet.
Den 68-årige hævder, at bilen pludselig accelererede. Han er ikke tidligere blevet straffet for kørsel med alkohol i blodet.
Myndigheder har af Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, fået besked om at gøre deres yderste for at redde ofrene. Det skriver Yonhap.
/ritzau/