Den millionsælgende sangerinde Beyoncé Knowles har det bedst med at være i førersædet, når det handler om hendes karriere. Især fordi hun vil opdrage datteren, som er lidt over et år gammel, til at følge i hendes fodspor.
- Jeg kontrollerer alt indhold, og jeg kontrollerer mit varemærke. Jeg arkiverer alt, så min datter kommer til at eje det og respektere det, siger Beyoncé i et interview med magasinet The Gentlewoman.
I et interview tidligere på året viste Beyoncé en journalist fra magasinet GQ det omtalte arkiv.
Det officielle Beyoncé arkiv befinder sig i et temperatur-kontrolleret rum, hvor alle fotos, der nogensinde er blevet taget af hende, alle interviews og alle hendes optrædener er gemt digitalt. Beyoncé kalder det ganske passende for "mit skøre arkiv".
Madonna er et stort forbillede for Beyoncé, som samtidig udtrykker utilfredshed over, at så få kvinder vælger at gå samme vej og opbygge et imperium omkring sig selv.
- Der er for få af os, der bliver moguler. Og jeg mener, at der er mange måder at nå dertil på, siger sangerinden, som har solgt over 75 millioner album verden over.
/ritzau/