Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
47,3% af landets 79.000 medlemmer af Dansk Sygeplejeråd har netop stemt nej til overenskomstforslaget, som ellers sikrede reallønnen med en stigning på ca. 5%.
Det handler ikke om, at sygeplejerskerne har knoklet under coronapandemien og nu har fået nok; dette var blot dråben, som har fået bægeret til at løbe over, og nu reagerer vi i samlet flok. Selvfølgelig er der noget uretfærdigt i, at mange har knoklet næsten et år i pandemiens tegn, og så skal nogle betale deres hårdtjente penge tilbage pga. reguleringsordningen, hvor det offentlige og det private arbejdsmarked reguleres efter hinanden.
Omkring 20.000 medlemmer har stemt nej til overenskomsten pga. utilfredshed med alt for lav grundløn og dårlige arbejdsvilkår gennem meget lang tid. Selv kan vi mærke det, når vi til daglig knokler for, at patienterne får pleje og behandling af høj kvalitet. Melanie arbejder på et plejehjem og står i forreste række, når der sker noget akut, samt arbejder forebyggende. Stine arbejder 1-2 vagter om ugen som sygeplejerske på et bosted for tidligere hjemløse med alkoholforbrug, hvor hun aldrig véd, hvad aftenen byder på, når hun møder ind.
Svære arbejdstider
Vi oplever tit at være trætte og energiløse, når vi får fri fra arbejde. Lønnen står ikke til mål med vores daglige ansvar. Mange danskere sammenligner sygeplejerskernes løn med deres egne og synes ikke, at der er så meget at brokke sig over.
Det kan vi godt forstå, hvis vi kunne sige, at sygeplejerskerne bare arbejdede 8-16 mandag-fredag. Men det er jo langt fra tilfældet. Mange sygeplejestillinger inkluderer weekendvagt hver 2. eller 3. uge år ud og år ind. Der er skiftende vagter i langt de fleste hospitalsstillinger, og det betyder, at man arbejder både dag, aften og nat efter et ofte meget uregelmæssigt rul.
Det medfører igen, at man som sygeplejerske sjældent i god tid kan sige ja til invitationer til store begivenheder som bryllupper, barnedåb mm., fordi måske har man en vagt, som kan være svær at komme af med.
Så – hvad vil vi med det? Vi vil have en ordentlig løn, der betyder, at vi reelt kan vælge vores arbejde til og fra og gå op og ned i tid, også selvom vi f.eks. er eneforsørgere. Kampen for sygeplejerskers vilkår er også en kamp for et sundhedsvæsen, som kan fastholde sygeplejerskerne og tiltrække nye.
Håbet blæst ud
Vi ønsker en generel ændring i værdisætningen på omsorg. Sygeplejefaget bør være lige så vellønnet som hos de personer, der forvalter vores løn, sidder på rådhusene og sender mails til borgerne eller underviser elever.
Derfor er der også flere faggrupper såsom læger, der har støttet op om sygeplejerskernes utilfredshed. Der har været et stigende fokus på oplysning om, hvorfor sygeplejersker er indplaceret på et lavere løntrin end de typiske mandefag nemlig pga. en tjenestemandsreform fra 1969, og dette, tror vi, har givet mange sygeplejersker en tro på, at det skal løses politisk og ikke ved overenskomstforhandlingerne. Fordi det var en politisk beslutning i 1969 – endda én som blev foretaget ret hurtigt af en tjenestemandskommision, som ikke havde forstand på ansvarsområder mm.
Da Ligestillings- og Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard for nyligt til et samråd udtalte, at denne problemstilling skulle løses ved overenskomstforhandlingerne, slukkedes noget af håbet hos mange sygeplejersker, og dette håb blev så fuldstændigt blæst ud, da Statsminister Mette Frederiksen bekræftede, at det skulle løses mellem arbejdsmarkedets parter.
Derfor er vi stolte af at være medlemmer af et parti som SF, der går vi ind for et opgør med tjenestemandsreformen. Sundhed- og Omsorgsborgmester i København Sisse Marie Welling uddyber dette i et indlæg i Altinget den 4. marts: ”Derfor vil jeg opfordre ligestillingsministeren til at sætte handling bag sine ord og nedsætte en ny lønkommission, der kan gøre op med konsekvenserne af tjenestemandsreformen.” Som historiker Astrid Elkjær Sørensen har redegjort for, var tanken med tjenestemandsreformen i 1969, at den skulle revideres løbende, men med oliekrisen i 1973 røg den i ”glemmebogen”.
Dansk Sygeplejeråd blev ikke inddraget i processen dengang, hvilket ifølge daværende formand Kirsten Stallknecht var ”helt forkasteligt.” Fagbevægelsen sagde det dengang og har gjort det lige siden: Historien er et bevis på, at sygeplejerskers lave indplacering i lønrammerne ikke alene kan ændres ved overenskomstforhandlingerne. Fordi tjenestemandsreformen i 1969 var en politisk beslutning, skal den også ændres politisk, hvor der skal inddrages kompetenceniveau, uddannelsesniveau osv., som er gældende for de samfundsnormer, der er i dag.
Derefter kan arbejdsmarkedets parter forhandle.
Stine Roldgaard er sygeplejerske og kandidat til Region Hovedstaden for SF.
Foto: Privat
Melanie Clivaz-Nielsen er sygeplejerske og kandidat til Region Hovedstaden for SF.
Foto: Privat