En iransk anklager, der sættes i forbindelse med oppositionsfolks død, er anholdt, og i Teheran er større opgør i gang mellem præsident Mahmoud Ahmadinejad og hans nærmeste rival.
Saeed Mortazavi blev anholdt mandag aften, da han forlod sit kontor, og han er blevet ført til det berygtede Evin-fængsel, rapporterer nyhedsbureauet Fars tirsdag.
Det dækker over et hårdt opgør mellem præsidenten og hans politiske rival, parlamentsformand Ali Larijani.
De to havde et bidende opgør søndag, efter parlamentet havde fyret Ahmedinejads arbejdsminister, fordi han havde ansat Mortazavi.
Ahmedinejad forsøgte at beskytte sin arbejdsminister ved at gå på talerstolen og beskylde Larijani-familien for korruption.
Mortazavi har spillet en vigtig rolle i forsøget på at kvæle oppositions kritik af Ahmedinejads valgsejr i 2009. Oppositionen siger, han blev valgt på grund af svindel.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kalder Mortazawi en notorisk menneskerettighedskrænker.
Han blev i 2009 suspenderet, da tre aktivister, der havde deltaget i protester mod Ahmedinejads valgsejr, døde i fængslet.
Han var involveret i en sag, hvor en iransk-canadisk fotograf, Zahra Kazemi, ligeledes døde i fangenskab i 2003.
Den nu anholdt anklager har også ført an i at få lukket en række af oppositionens aviser.
- Mortazawis anholdelse var gengæld for Ahmedinejads optræden i parlamentet, vurderer en vestlig diplomat.
Ahmedinejads embedsperiode udløber i år, og Larijani er favorit til at blive Irans nye præsident.
Eksperter i iranske politik vurderer, at anholdelsen af Mortazawi er sket med accept fra Irans åndelige leder, ayatollah Khamenei.
/ritzau/Reuters