Natten mellem torsdag og fredag i sidste uge stod en ung, beruset mand på bussen for at komme hjem til Præstø. Men da han kastede op i bussen, fik chaufføren nok og smed ham af bussen i Ørslev 10-15 kilometer fra Præstø og kørte videre.
Den berusede mand blev efterladt i i den lille landsby Ørslev ved Vordingborg i silende regnvejr og kort tid efter dejsede han bevistløs om, oplyser TV 2 Øst.
Det var en lokal kvinde, der helt tilfældigt fandt ham liggende i nærheden af indkørslen til hendes hus. Hvis ikke hun skulle hente sin datter i Vordingborg, havde ingen måske set manden før langt senere på natten.
- Han var bare færdig, siger Maybrith Doest til TV 2 Øst.
Hun ringede til politiet, og først da ordensmagten dukkede op kom der liv i den unge mand, der i ambulance blev kørt til nærmeste sygehus.
- Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man må stoppe op midt om
natten på en mørk vej og smide folk af, uanset hvad de har gjort, mener
Maybrith Doest.
Det var en chauffør hos trafikselskabet Movia, der betjener ruten. Trafikselskabet mener ikke, at der er begået nogen fejl.
- I det øjeblik chaufføren sætter den unge mand af, så føler han, at
det er forsvarligt at sætte ham af, forklarer den fungerende direktør
Tommy Rasmussen overfor TV 2 Øst.