Arbejdsløsheden i USA vil først ligge i et normalt leje om tre år. Det siger chefen for den amerikanske centralbank, Ben Bernanke, under en høring i Kongressen.
- Et fornuftigt gæt for en arbejdsløshed på seks procent vil være omkring 2016, om tre år, siger Bernanke til Repræsentanternes Hus' finansudvalg.
I øjeblikket ligger arbejdsløsheden i USA på 7,9 procent.
Høringen har været i gang tirsdag og onsdag, hvor Bernanke har fortalt politikerne om den amerikanske økonomi. Tirsdag blev Bernanke udspurgt af Senatets udvalg for banksektoren.
Selvom der kun er en lille vækst i den amerikanske økonomi, mener Bernanke, at der er gode tegn at spore.
- I vores øjne er der et godt langsomt tempo i økonomien. Jeg tror ikke, at økonomien overopheder, siger Bernanke.
Høringen sker, umiddelbart inden USA's budget rammes af besparelser for 85 milliarder dollar - 485 milliarder kroner.
Besparelserne træder automatisk i kraft, hvis ikke politikerne i Washington bliver enige om en langsigtet plan for at nedbringe den amerikanske stats gæld.
Det lader imidlertid til, at der en løsning på vej.
For mens budgetterne barberes på fredag, er der planlagt møder mellem præsident Barack Obama og lederne i Kongressen for at drøfte situationen.
De skal blandt andet drøfte, om der findes smartere måder at foretage besparelser på end de automatiske nedskæringer.
/ritzau/Reuters