Tilbage i 2010 døede den 39-årige fange Lloyd Butler i sin celle som følge af et hjertestop. Men dette hjertestop kunne - muligvis - være undgået, hvis de tilstedeværende betjente havde holdt øje med fangen, skriver Daily Mail.
Den nu afdøde mand var blevet anholdt, fordi han var for fuld til at tage vare på sig selv. Han skulle derfor være under opsyn af betjentene, som hvert 15. minut skulle kigge til ham.
Men betjentene i engelske Stechford havde travlt med at se porno og være på Facebook. Derfor glemte de alt om fangen. Det viser en overvågningsfilm, som nu florerer på flere engelske hjemmesider.
Kritisabelt
Den fatale udgang på situationen kunne - ifølge Den Uafhængige Politiklagekommission IPPS - muligvis være undgået, hvis betjentene havde holdt bedre øje.
I rapporten påpeges nemlig et stort antal fejltagelser og at det var fuldstændig uacceptabelt at surfe rundt på nettet.