Der er gode nyheder til de rød-hvide fodboldfans.
En af de tre landsholdsspillere, der onsdag måtte humpe fra landsholdets træning, ser ud til at blive klar til morgendagens EM-kvalifikationskamp mod Norge.
"Tak for jeres bekymring. Min ankel har det bedre. Jeg er på vej til Olso:)" skriver fodboldspilleren på sin twitterprofil.
I onsdags så det ellers sort ud for landsholdet.
Først måtte Nicklas Pedersen forlade banen med en muskelskade. Derefter fik Nicklas Bendtner et vrid i anklen. Og i den sidste halvdel af træningen måtte Simon Kjær udgå efter en tackling med Thomas Enevoldsen.
Hverken Simon Kjær eller Nicklas Pedersen når at blive klar til kampen. Men noget kunne tyde på, at den kæmpestore angriber gør.
Her til eftermiddag lyder der også mere positive strofer fra landstræner Morten Olsen.
"Som situationen ser ud lige nu, spiller Bendtner," siger Morten Olsen til EB.dk.
Dog tager landstræneren forbehold for, at selv en let træning stadig kan nå ændre situationen.
Kilde: eb.dk