For 15 år siden modtog Ben Affleck en Oscar for sit arbejde på manuskriptet til filmen "Good Will Hunting". Dengang lå hele verden åben for ham.
Men tingene går ikke altid som planlagt, og for Ben Affleck betød et par dårlige karrierevalg og et forhold til sangerinden Jennifer Lopez, at han nærmest blev frosset ud i Hollywood.
Heldigvis var der nogle, der godt turde at tro på hans evner, og det var derfor en rørende seance, da han natten til mandag dansk tid modtog en Oscar for sit CIA-drama "Operation Argo", som han spiller hovedrollen i og selv har instrueret og produceret.
- Jeg var bare et barn, sidst jeg stod her, sagde han i en tårevædet takketale, hvor han flere gange måtte undertrykke en hulken.
- Jeg troede aldrig, jeg ville komme tilbage hertil igen, men der er så mange mennesker, der har hjulpet mig, da jeg ikke kunne få et job.
- Jeg kan kun råde til, at man arbejder hårdt, og at man ikke bærer nag. Og det gør ikke noget, at man bliver slået i gulvet, sagde Ben Affleck i sin takketale.
Og så var der naturligvis også en kærlig hilsen til hans kone, skuespillerinden Jennifer Garner, der også havde svært ved at holde tårerne tilbage.
- Du arbejder på vores ægteskab hver dag, og jeg ved det ikke er et nemt arbejde. Men du er den, jeg helst vil arbejde sammen med, sagde skuespilleren.
/ritzau/