Styret i Syrien er interesseret i at se nærmere på et forslag om våbenhvile, der er kommet fra FN's og Den Arabiske Ligas særlige Syrien-udsending, Lakhdar Brahimi.
Men det kræver, at oprørerne og deres støtter også bliver inddraget, understreger den syriske regeringstalsmand Jihad Maqdisi.
- Hvis man skal lykkes med noget initiativ, kræver det to sider, siger talsmanden.
Brahimi har foreslået en midlertidig våbenhvile på fire dage under den muslimske Eid al-Adha højtid, der begynder den 26. oktober.
Udsendingen er netop nu på rundrejse i Mellemøsten, hvor han søger opbakning til sit forslag om våbenhvile.
Regeringstalsmanden Jihad Maqdisi siger, at han er interesseret i at høre, hvad andre indflydelsesrige lande i regionen synes om våbenhvileforslaget.
- Vil de lægge pres på de bevæbnede grupper, som de huser og finansierer og bevæbner, så de overholder en sådan våbenhvile, spørger regeringstalsmanden.
Syriens eksil-opposition - Syriens Nationalråd (SNC) - siger, at den byder enhver våbenhvile velkommen, men at bolden ligger på præsident Bashar al-Assads banehalvdel.
- Vi ser gerne et stop for myrderierne, men vi mener, at appellen i første omgang skal rettes mod det syriske regime, som ikke er holdt op med at bombardere syriske byer og landsbyer, siger SNC-leder Abdelbasset Saida.
Lakhdar Brahimi var tirsdag i den egyptiske hovedstad, Kairo. Inden da har han holdt møder med politiske ledere i Tyrkiet og Saudi-Arabien, som begge støtter Syriens opposition, og i Iran, som er Syriens nærmeste allierede.
Den algeriske diplomat overtog posten som særlig udsending til Syrien efter FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan, som i august trak sig fra posten.
/ritzau/AFP