FC Nordsjælland skal have succes med pasningsspillet i angrebet, hvis det skal lykkes at slå Chelsea i aftenens opgør i Champions League.
Pasningsspillet helt fremme på banen kom aldrig til at fungere i den første gruppekamp mod Shakhtar Donetsk, hvor de danske mestre tabte 0-2.
- Vi kan sagtens have bolden en stor del af kampen mod Chelsea. Men de ting, vi gør på den sidste tredjedel af banen, skal være bedre, end de var i den første kamp mod Shakhtar.
- Det håber jeg, at vi har lært til denne gang, siger angriberen Mikkel Beckmann.
Hvis det lykkes at komme til Chelseas baglinje, så duer det heller ikke at sende en høj bold ind over.
- Hvis spillet kommer til at foregå oppe i luften, så har jeg personligt ikke meget at gøre over for Chelseas forsvar. Så høje indlæg er bandlyst. Men ved spillet på jorden kan vi være med.
- Hvis vi kan få et sammenspil i gang mellem vores fire forreste, så kan vi gøre ondt på deres forsvar, mener Beckmann, der regner med at trække sig sejrrigt ud af en del af duellerne med Chelseas forsvarsstjerner.
- Om det så er John Terry eller Luiz, jeg står over for, så skal jeg nok få plads ind imellem, så vi får en chance eller to. Så må vi se, om vi er skarpe.
Angriberen regner også med, at de engelske Champions League-mestre undervurderer FCN.
- Et eller andet sted så tænker de, at det er en lille klub, de møder. Alle hold i gruppen tænker, at de har tre sikre point mod os, så vi skal udnytte, at de slækker lidt på deres spil, siger Beckmann.
Nordsjællænderne er ud over Chelsea og Shakhtar Donetsk i gruppe med italienske Juventus, der fik 2-2 med fra opgøret mod Chelsea i London i første spillerunde.
/ritzau/