Bayern München har gode erfaringer med at møde engelske Arsenal i Champions Leagues ottendedelsfinaler.
Siden 2005 har tyskerne tre gange ekspederet London-klubben ud på dette tidspunkt i turneringen, og næste forår får Bayern München muligheden igen.
Mandagens lodtrækning magede det nemlig således, at de to storklubber trak hinanden.
Karl-Heinz Rummenigge, der er Bayerns bestyrelsesformand, tager dog ikke avancement for givet.
- I Arsenal får vi en modstander, som vi har meget erfaring med at møde, siger han til Bayern Münchens hjemmeside.
- De har et godt hold, det bliver svære kampe.
- Vi skal spille godt og koncentreret for at nå vores mål om at komme i kvartfinalerne, siger Karl-Heinz Rummenigge.
Bayern München har ti gange siden 2000 mødt Arsenal i Champions League. Tyskerne har vundet fem gange, to opgør er endt uafgjort, mens Arsenal har sejret tre gange.
I sidste sæson mødtes storklubberne to gange i gruppespillet i Champions League.
Arsenal vandt i oktober sidste år 2-0 på hjemmebane, men et par uger senere fik holdet store klø i Tyskland og tabte 1-5.
Arsenal har tyske spillere som Mesut Özil, Per Mertesacker og Shkodran Mustafi i truppen.
/ritzau/