Steve Bannon, der er en af præsident Donald Trumps tidligere toprådgivere, afviste at svare på de fleste spørgsmål, da han torsdag var indkaldt for at kaste lys over Trump-kampagnens mulige forbindelser til Rusland under valgkampen.
Den tidligere chefstrateg ville kun svare på 25 spørgsmål, oplyser et republikansk og demokratisk medlem af efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus efter mødet med Bannon.
De 25 spørgsmål var på forhånd godkendt af Det Hvide Hus.
- Han svarede ikke på alle de spørgsmål, vi gerne vil have besvaret, så der var en frustration blandt udvalgets medlemmer, siger republikaneren Mike Conaway.
Særlig anklager Robert Mueller er udpeget til at undersøge, om der er en forbindelse mellem Trump-lejren og Rusland samt præsidentens fyring af FBI-chef James Comey.
Den russiske regering har afvist beskyldningerne om, at Rusland forsøgte at blande sig i valget, og Trump har flere gange afvist, at der fandtes et samarbejde mellem hans valgteam og Rusland.
Demokraten Adam Schiff, der også er medlem af efterretningsudvalget, mener, at Bannon udviser foragt for Kongressens undersøgelse.
Mødet varede mindre end tre timer.
Det er anden gang, at Bannon er indkaldt for at besvare spørgsmål i udvalget. For en måned siden afviste han ligeledes at svare på de fleste af spørgsmålene.
Steve Bannon nåede at arbejde syv måneder i Det Hvide Hus, inden Trump - ifølge præsidenten selv - fyrede ham.
/ritzau/Reuters