Sidste år varmede Guillemots op for Rufus Wainwright, og da Nyhedsavisen taler med forsanger Fyfe Dangerfield har de netop afsluttet en turné med Scissor Sisters. Guillemots blev også nomineret til den vel nok mest prestigefyldte musikpris, nemlig The Mercury

Music Price, som Arctic Monkeys godt nok snuppede foran næsen på dem. Og så har de solgt over 100.000 plader i England.
Men i Danmark er deres debutalbum Through The Windowpane blevet skammeligt overset. Til gengæld er det blevet rost til skyerne i de få anmeldelser, der har været.

Through The Windowpane er storslået og smukt - arrangementerne afslører, at forsanger Fyfe Dangerfield og den kvindelige dobbel-bassist Aristazabel Hawkes har beskæftiget sig med klassisk musik. Men Guillemots er også små skæve lyde og en alternativ brug af instrumenter, der alt i alt gør musikken svær at definere. Bedste bud er, at det kalder på store følelser - oftest nostalgien og melankolien. Som en blanding af Rufus Wainwright, Jeff Buckley og Flaming Lips.

På trods af skævheden og alle detaljerne bliver Guillemots aldrig mærkeligt, det er derimod melodier, der taler til én med det samme:
»De seneste år, har der været større sandsynlighed for at blive spillet på radioen, hvis du lyder som et postpunk band, end hvis du har en god melodi. Jeg elsker rytmer og riffs, men jeg er vokset op med melodier, og der behøver ikke at være en modsætning mellem melodi og eksperiment - bare kig på The Beatles,« siger Fyfe Dangerfield.

Fornavnet er skotsk og udtales fif ligesom tallet fem på engelsk. Dangerfield er egentlig hans mellemnavn, men »det var så godt et navn«, at han tidligt besluttede at bruge det, hvis han nogensinde fik et band.
Dangerfield beskriver selv musikken som popmusik i en drøm, som kan tage dig med forskellige steder hen:
»Vi elsker alle popmusik, men også alt muligt andet - teksturer og orkestrering - vi prøver nok at mikse alt det, vi godt kan lide.«

Et karakteristisk og tungvejende element ved Guillemots er Dangerfields stemme, og dens evne til at transportere stemning og følelser, men paradoksalt nok har han aldrig tænkt på sig selv som sanger:
»Jeg overvejede faktisk at finde nogle andre ti at synge mine sange. Jeg har altid koncentreret mig om sangskrivning og at spille klaver og guitar,« siger Dangerfield. Han prøver ikke at koncentrere sig for meget, når han synger:
»Man kan koncentrere det ihjel. Jeg kan godt lide, at det er følelsesfuldt, men hvis man bevidst prøver at få en sang til at lyde sørgelig, så ender det med at blive skuespil.

Guillemots spiller i aften på Loppen kl. 21 Entré: 80 kr.