Hvis du synes, du har set hende før, så er det nok ikke helt skævt.
Jasmin Gabay blev torsdag præsenteret som den ene af de fem, som næste år skal få publikum ved Sønderborg Revyen til at skraldgrine.
Den storsmilende Jasmin Gabay er lidt af en multikunstner og har før taget publikum med storm.
I efteråret 2018 nåede hun som amatørbager nemlig finalen i det yderst populære DR-program "Den store bagedyst".
Og i 2019 stod hun pludselig på scenen ved Dansk Melodi Grand Prix med nummeret "Kiss Like This", som er skrevet af blandt andre veteranen Lise Cable. Allerede på det tidpunkt levede Jasmin Gabay af at synge.
Inden grandprixet sagde Jasmin Gabay blandt andet til DR:
- Jeg bager for sjov, og for mig er bagning en hyggeting. Men jeg lever af sang og har gjort det de sidste mange år, så jeg føler virkelig, at jeg har noget på spil nu, sagde hun og tilføjede:
- Det er lidt sjovt, at folk kender mig for noget helt andet, og at jeg nu skal ud og bevise, at jeg også kan synge.
Grand Prix-scenen var dog ikke helt ny for den 38-årige sangerinde. I 2017 sang hun kor på det danske bidrag ved Eurovision Song Contest i Ukraine "Where I Am" med sangerinden Anja i front.
Video: Sladderkongen.dk