En 24-årig mand blev mandag fængslet i fire uger sigtet for at have voldtaget sin unge ekskæreste i et buskads efter en fest.
"Vi har i dag fremstillet ham i grundlovsforhør. Han er sigtet for voldtægt af sin 18-årige ekskæreste søndag morgen ved Køge Landevej. Han er også sigtet for at have truet hende," fortæller anklager Ulrik Sjølin Pedersen.
Den 18-årige kvinde var på vej hjem fra fest, da ekskæresten, som var fulgt efter, passede hende op. De talte lidt sammen, inden han slog hende omkuld med hånden og voldtog hende i buskadset.
Efter voldtægten fik han angiveligt truet hende til at følge med sig hjem, men her havde den unge kvinde held med at ringe til sin far, der straks kom og hentede hende.
Den 24-årige blev anholdt søndag efter voldtægten. Fremstillingen af ham skete i et lukket grundlovsforhør ved Glostrup Ret, og der er navneforbud i sagen.