Søndag eftermiddag og aften blev Nordsjællands Politi kaldt ud til Bellevue Strand nord for København, hvor to babysæler lå på sandet omringet af nysgerrige badegæster. Ifølge politiets døgnrapport kom mor-sælen ikke ind til sine unger, fordi der var for mange mennesker tæt på dyrene.
Livredderne forsøgte at hjælpe ved at sætte en afspærring op omkring sælerne, men afspærringen blev ifølge politiet ikke respekteret af strandgæsterne.
Dyrenes Beskyttelse opfordrer generelt til, at man holder god afstand til sæler på danske strande, da menneskelig kontakt kan stresse dyrene og i værste fald betyde, at moderen opgiver sine unger.