En båd med omkring 110 migranter er kæntret ud for Libyens kyst, oplyser en talsmand for Den Internationale Organisation for Migration (IOM) på Twitter.
- Fire overlevende indtil videre, skriver talsmand Flavio Di Giacomo.
Den italienske kystvagt rapporterer lignende tal fra ulykken. Den skal være sket 48 kilometer fra Libyens kyst, hvor båden kæntrede i dårligt vejr.
- Ligene af otte er bjærget. Fire personer er reddet, og de siger, at der var 107 migranter på båden, oplyser den italienske kystvagt ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kystvagten fortsatte redningsaktionen under de vanskelige forhold efter mørkets frembrud.
Et fransk krigsskib, som patruljerede for EU's grænseagentur i Middelhavet, samlede de overlevende op. Også to handelsskibe i området er sejlet mod stedet, hvor båden kæntrede.
Et fly fra grænseagenturet deltog sammen med en italiensk helikopter i operationen.
I andre redningsaktioner i Middelhavet er tre lig bjærget på en flåde nær den italienske ø Lampedusa, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Blandt de overlevende var en gravid kvinde. Hun var underafkølet og blev fløjet til et hospital.
Ifølge IOM omkom 13 personer i årets første 10 dage under forsøg på at krydse Middelhavet. 1159 andre er nået frem til europæiske kyster med livet i behold.
Sidste år omkom 5000 migranter på havet ifølge den internationale organisation.
/ritzau/