Dansk Atletik har foreløbigt sparet sig ud af en truende konkurs og kan levere et overskud for det seneste regnskabsår.
Det oplyser atletikforbundet fredag på sin hjemmeside.
Dansk Atletik kom ud af 2021 med et overskud på 2,4 millioner kroner, hvilket bragte forbundets egenkapital i plus med omkring 45.000 kroner. Situationen er dog fortsat alvorlig.
Årsagen til de økonomiske udfordringer i Dansk Atletik er et stort underskud for VM i cross i 2019 og en generel dårlig driftsøkonomi, lyder det.
Forbundet har sparet på stort set alt i 2021 for at få økonomien til at løbe rundt, hvilket betyder, at det er lykkedes at betale alle regninger.
Redningen er også sket, fordi Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) har ydet økonomisk støtte, selv om atletikforbundet ikke har levet op til en række opstillede krav.
Team Danmark har i 2021 accepteret, at elitechefen også har varetaget rollen som sekretariatsleder, men det vil ikke ske fremadrettet, hvilket vil give atletikforbundet en merudgift.
Derudover udbetalte DIF sidste år de såkaldte ressourcemidler, selv om Dansk Atletik ikke har levet op til de aftalte krav.
Trods hjælpen fra Team Danmark og DIF har flere medarbejdere i atletikforbundet været presset ud over det normale.
Sekretariatslederen har således stået for at vaske og sortere landsholdstøj, mens landstrænere har bestilt flybilletter.
- Klubber, trænere og ledere kan derfor med rette påstå, at Dansk Atletik ikke har levet op til det, man med rette kan forvente af sit forbund, skriver Dansk Atletik på sin hjemmeside.
Bestyrelsen og sekretariatslederen skriver i fredagens meddelelse, at man har søsat en proces med arbejdstitlen "Dansk Atletik 2.0", der skal munde ud i en fremtidig plan for forbundet.
/ritzau/