Sent om aftenen er der helt stille herude. Ingen radio og menneskestemmer. Murene er helt rå, og rummene er kun oplyst af en 150 watts arbejdslampe. Jeg har ikke længere tal på , hvor mange dage og nætter, men min toårige søn har formodentlig haft fødselsdag, lært 37 nye ord og glemt et enkelt – far, men det kan jeg ikke fokusere på nu, ikke i denne afgørende sammenbidte fase af mit liv, hvor jeg har givet afkald på alt overflødigt, familie og venner.

Det begyndte egentlig med, at jeg bare ville skabe lidt ekstra plads i vores gamle andelslejlighed, som vi ikke bor i, mens ejendommen bliver byfornyet. Men det udviklede sig meget hurtigt meget ukontrollabelt.

Flere vægge end planlagt – og en hel del af loftet – faldt ned, da jeg begyndte at banke, køkkenet måtte kasseres som byggeaffald, og gulvet viste sig at være råddent.

Nu står jeg midt i det. Dag og nat. Arbejdsbyrden er betydelig, tøjet er møgbeskidt, jeg lever af pizza nummer 14 og sover kun få timer. Men jeg har også fået indsigt i en masse nye spændende facetter af livet, som før var ukendte problemstillinger. Jeg har eksempelvis fundet ud af, at spartelmasse skal have en konsistens som lidt for gammel Nutella, hvis den skal blive siddende i hullerne i væggen. Og det hjælper på klister-effekten, hvis jeg lige puster lidt løst støv ud af hullerne først. Tre pust er godt nok. Jeg er også begyndt at tale med min malerrulle, mest for hyggens skyld.

På næste fredag skal det hele ligne en moderne Nørrebro-lejlighed, når jeg forhåbentlig skal genforenes med min familie. Men jeg er faktisk lidt bekymret for, hvordan jeg vil reagere med mødet med virkeligheden og andre mennesker.