TIDEN er inde til at gøre status over krigen mod den islamistiske terror.
På plussiden kan konstateres, at siden Osama bin Laden i 2001 udstedte sin angrebsordre, og røgsøjlerne rejste sig over New York, har Danmark ikke været ramt af terroraktioner. Alt tyder på, at vort beredskab, vort politi og vort efterretningsvæsen på det overordnede plan har fungeret tilfredsstillende.
Hvad borgernes retssikkerhed angår, har anti-terror-lovgivningen betænkelige aspekter. Generelt har det politiske og juridiske miljø dog holdt stand mod de kræfter, som i en kombination af angst, hævngerrighed og politisk opportunisme har været villige til at give køb på afgørende principper for den demokratiske retsstats opretholdelse.
Efter to-tre års stiltiende accept af den store alliancepartner USA’s tilsidesættelse af Habeas Corpus-princippet og Geneve-konventionernes regler for behandling af krigsfanger, er regeringen tilbage på rette spor.
TIL GENGÆLD er truslen ikke fjernet. Retssager her og i udlandet har vist, at impulsen til at begå terrorhandlinger lever i ekstremistiske miljøer. Verden flyder i våben, sprængstoffer, giftgasser med mere, og trods skærpet overvågning af pengestrømmene kan en terror-operation fortsat finansieres.
Jeg tror, at beslutningen om at trække vore tropper ud af Irak til sommer på det overordnede plan vil svække impulsen blandt islamistiske ekstremister til at angribe det danske samfund. Jeg frygter til gengæld, at forøgelsen af vort militære engagement i Afghanistan kan øge den. Det afhænger af, hvor godt vi løser opgaven.
DER ER gode takter i udviklingen, men bin Laden opruster ifølge CIA lige syd for grænsen til Helmand-provinsen, og hellige krigere fra hele verden sværmer angiveligt omkring lejrene som bier om en honningkrukke. Mens amerikanerne i øjeblikket forstærker overvågningen og bevogtningen af grænsen i sydøst, ligger den britisk-canadisk-danske sektor stadig åben i syd. Det forstærker risikoen for yderligere infiltration af Taleban- og al-Qaeda-krigere og indebærer, at der kan blive skruet op for den internationale terror. Hvis der ikke relativt hurtigt sættes en stopper for den trafik, øges risikoen altså for os såvel som for vore soldater.
Opgaven i Afghanistan er ekstrem vanskelig og ekstremt kompleks og løses ikke gennem en enkelt operation. Overordnet har vi den fordel, at operationen ikke hviler på en løgn, og at udgangspunktet ikke er så fejlbefængt, som tilfældet var i Irak. Der er en chance i Afghanistan, men det kræver vilje, engagement og militær såvel som administrativ og politisk begavelse og finesse.
JOKEREN i trusselbilledet er, hvad der sker i Iran. Et militært angreb mod landets atominstallationer vil betyde, at alle spillere ryger tilbage til start. Hvor røgsøjlerne i så fald vil rejse sig, ved ingen med sikkerhed.