Astrid Krag: Jeg vil reformere Danmark

Venstrefløjen skal ikke nøjes med at kritisere, siger SF's foreløbig eneste formandskandidat Astrid Krag.
Astrid Krag vil reformere landet på socialistisk facon, lover hun.
Astrid Krag vil reformere landet på socialistisk facon, lover hun. Foto: Polfoto / POLFOTO

- Jeg er reformsocialist.

Sådan skriver SF's foreløbig eneste kandidat til posten som partiformand, sundhedsminister Astrid Krag, i en kronik i Politiken torsdag.

- Venstrefløjen skal ikke nøjes med at kritisere, men forpligte sig på at levere konkrete politiske alternativer, skriver formandskandidaten.

- Man bliver ikke mindre socialist af at indgå kompromisser, fortsætter hun med direkte adresse til diskussionen om, hvorvidt SF får mest ud af anstrengelserne indenfor eller udenfor regeringskontorerne.

Da Astrid Krag onsdag annoncerede sit kandidatur, fastslog hun, at hun ville kæmpe for et "stærkt velfærdssamfund", "grøn omstilling" og en "bæredygtig økonomi".

Og således forsøger hun at gabe over de tre fløje i partiet -, den traditionelle og regeringsskeptiske venstrefløj, den grønne fløj og Krags egen fornyerfløj - der med afgående formand Villy Søvndal i front har ført SF i regering.

I kronikken skaber Astrid Krag dog også en kant til Socialdemokraterne, der i august slog fast, at økonomisk omfordeling fra rig til fattig ikke længere er partiets "historiske hovedforpligtelse".

Om dette punkt skriver Astrid Krag i sin kronik, at "vi må insistere på, at en høj grad af økonomisk lighed forbliver en grundpille i Danmark".

- Omfordelingskampen er ikke slut, og kampen for lige muligheder er først lige skudt i gang, skriver Astrid Krag blandt andet.

Indtil videre står sundhedsministeren til at blive ny formand for SF, da en seriøs modkandidat til posten fortsat ikke har meldt sig.

Helsingørs 1. viceborgmester, Christian Saggau, har dog sagt, at han er klar til at melde sig, hvis ingen andre vil stille op.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.