Et vanvittigt mål af Sergio Agüero reddede Manchester City fra et sjældent hjemmebanenederlag, da de engelske mestre søndag spillede 2-2 mod Liverpool på City of Manchester Stadium.
Agüero udnyttede en fejl af Liverpool-keeper José Reina, der kom dårligt ud til en lang aflevering, og så kunne argentineren fra lang afstand og en voldsomt spids vinkel udligne med et imponerende præcist skud.
2-2 var faktisk i overkanten af, hvad City havde gjort sig fortjent til i en kamp, hvor hjemmepublikummet flere gange gav udtryk for utilfredshed med holdet.
Edin Dzekos 1-0-mål efter 23 minutter faldt efter tung Liverpool-dominans, og det varede da heller ikke længe, før gæsterne slog tilbage.
Daniel Agger lavede noget, der lignede et frispark på Dzeko, men Liverpool fik lov at spille videre, og så kunne den tidligere Manchester City-spiller Daniel Sturridge udligne med en stiv tåhyler.
Den falmede storklub fra Anfield har ikke slået hold fra top-10 i denne sæson, men efter at have sat en 2-0-føring over styr mod Arsenal i onsdags, var holdet igen tæt på at tage en mægtig skalp.
Steven Gerrard bragte Liverpool i føring 17 minutter før tid med et af sine præcise langskud, og da lignede gæstemandskabet en vinder.
Men Reinas skovtur og Agüeros kunstskud gav altså City udligningen, og dermed fik mestrene på en halvdårlig dag reduceret Manchester Uniteds forspring i toppen fra 10 til ni point.
Liverpool er fortsat på rækkens syvendeplads.
/ritzau/