En gruppe arbejdsløse danske fodboldspillere fra hele landet slår sig nu sammen i et nyt landshold.
Holdet skal repræsentere Danmark i den internationale spillerforening FIFPros årlige turnering for klubløse spillere i Holland, skriver bold.dk.
Der er ikke nogen øvre eller nedre grænse for, hvem der kan spille med på holdet, så holdets træner Kresten Blæsild fra Spillerforeningen regner med at få en bred vifte af spillere at vælge imellem.
"Det er en broget flok af spillere. Der er et par lykkeriddere fra Danmarksserien, og ellers er det spillere fra 2. division, 1. division, nogle Superligaspillere og formentlig også nogle udlandsprofessionelle," siger Kresten Blæsild til bold.dk.
Endnu er det dog for tidligt at sige, hvem der kommer til at stille op, men Kresten Blæsild forventer, at der kommer flere tidligere Superligaspillere end normalt.
"Det er vores indtryk, at Superligaspillerne har en idé om, at de nok skal finde en klub, når de kommer hjem fra ferie, for sådan plejer det at være. Men det ved jeg fra klubberne, at sådan er det ikke i år," siger Blæsild.