Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) tager nu nye metoder i brug i forsøget på at give drengene læselysten tilbage. For den har de nemlig mistet i en grad, der gør, at de scorer nummer sjok, når det kommer til læsefærdighederne i de nordiske lande.
"Vi skal krydse læringsstigen, for at fange drengenes interesse. Flere skoler har succes med at kombinere eksempelvis sløjd og dansk," siger Antorini til Newspaq.
Bekymringen for drengenes læsefærdigheder er stor. Raporten "Northern Lights on PISA 2009 - Focus on reading" har netop afsløret, at det står virkelig skidt til med danske drenges danskkundskaber, og det har fået undervisningsministeren til at tænke kreativt.
"Der mangler ganske enkelt litteratur til drenge. Derfor har vi indstiftet en drengelitteraturpris på 40.000 kroner, som netop er blevet uddelt. Bibliotekarer og skolelærere skal være med til at vise drengene, hvad der at læse for dem," forklarer hun.
Skolen skal sætte tidligt ind, hvis drengene ikke skal ryge af læsevognen.
"Drengene skal senest kunne læse i andenklasse, hvis de skal nå at komme med" fastslår Christine Antorini.