Blot hver tredje mand gennemfører en videregående uddannelse, mens mere end halvdelen af kvinderne gør. Samtidig er arbejdsløsheden blandt mænd større end blandt kvinderne.
Derfor vil ligestillingsminister Lykke Friis nu have undersøgt, hvad der sker i overgangen mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse, som får mænd til at tabe terræn i forhold til kvinderne.
Men professor og direktør fra Center for Strategisk Kommunikation, Niels Egelund , mener, at problemet starter endnu længere tilbage, fordi folkeskolen er for stillesiddende, og dermed passer bedre til pigerne.
"Folkeskolen har jo ikke ændret sig forfærdeligt meget, siden den startede for 200 år siden. Dengang var det sådan, at de mest læsesvage elever kunne forlade skolen og gå direkte ud og få sig et job. Og sådan er verden ikke mere," siger Niels Egelund, der mener, at problemerne starter allerede i de små klasser, og ikke når de unge mænd skal vælge uddannelse efter 9. klasse.
"Der stiller skolen altså krav om, at de svageste drenge kan være med hele vejen op. Der skal fokuseres mere på en undervisning, der passer bedre til drenge," siger Niels Egelund.