Færre og færre vælger at træde ud af arbejdsmarkedet og gå på efterløn. Rent faktisk er der blevet en fjerdedel færre på ordningen fra 2. kvartal 2007 til kvartalet i år.
Der er nu 104.800 personer i alderen 60 til 64 år på efterløn. Og det er et fald på 35.000 personer i forhold til 2. kvartal for fem år siden, viser tal fra Danmarks Statistik.
Selv om det er alle landets kommuner, der i dag har færre på efterløn end for fem år siden, er det stor forskel på, hvor faldet har været størst. De ni kommuner med størst fald ligger i nærheden af København - og helt i top ligger Ballerup med et fald på 42 procent.
Lige i slipstrømmen ligger Greve med et fald på 40 procent, så følger Gribskov og Vallensbæk med fald på 39 procent.
I den anden ende af skalaen ligger Nordvestjylland, hvor der blot har været et fald på ni procent i Thisted og 10 procent på Morsø.
Det er især kvinderne, der vælger at trække efterlønskortet. I andet kvartal i år var der 59.500 kvinder på efterløn og 45.400 mænd, viser tal fra Danmarks Statistik.