Arbejdsgiverne i dansk landbrug kræver i stigende grad, at deres medarbejdere kan tale mindst et fremmedsprog.
Det viser Nyhedsbrevet 3F's gennemgang af jobannoncer på landets største jobportal Jobnet, som Beskæftigelsesministeriet står bag.
"Desuden forventes det, at der tales godt og forståeligt russisk, dansk og evt. engelsk," lyder det i en annonce fra en arbejdsgiver, der søger en medarbejder til sin svinestald nær Bjerringbro.
I 28 procent af annoncerne forlanger eller ønsker arbejdsgiveren, at den kommende medarbejder taler mindst et andet sprog end dansk.
Og det skyldes som regel, at de øvrige ansatte på gården er udlændinge - som oftest fra Østeuropa.
En arbejdsgiver søger f.eks. en landbrugsmedhjælper, der kan passe svin, udlevere slagtesvin og vaske stalde.
"Modtagelse og oplæring af nye praktikanter fra Ukraine som også taler russisk og engelsk," lyder det i jobbeskrivelsen fra en arbejdsgiver nær Kalundborg.
I 3F undrer ledelsen sig over, at arbejdsgiverne kræver, at helt almindelige medarbejdere ofte skal have meget specielle sprogfærdigheder.
"Det er helt urimeligt, at det skal være så svært at få et almindeligt job i landbruget. Kravet om at kunne tale russisk med en østeuropæisk kollega vil forhindre mange danskere i at kunne passe køer og grise," siger Arne Grevsen, formand For Den Grønne Gruppe i 3F.