Landsholdsspilleren Ann Grete Nørgaard har løst problemerne med sin gamle håndboldklub Randers HK. Sammen med Håndbold Spiller Foreningen (HSF) har hun indgået forlig med klubben.
Konflikten opstod efter landsholdsspilleren ikke var udtaget til ligakampen mod Slagelse FH den 20. september i år. Det fik Ann Grete Nørgaard og HSF til at ophæve kontrakten med klubben og kræve, at hendes spillercertifikat blev udleveret.
Men nu skulle konflikten altså være løst.
I en pressemeddelelse forklarer HSF, at parterne er blevet enige om at lægge striden bag sig og komme videre.
I forliget indgår også en fratrædelsesaftale, og parterne vil behandle situationen som et almindeligt klubskifte, så Randers HK har ret til en mindre transfersum.
Ann Grete Nørgaard, der har været klubløs siden ophævelsen af kontrakten den 6. oktober, fyldte 25 i september i år.
-Newspaq