Ledsaget udgangInstruktør: Erik Clausen
JJJJJJ
Det kan godt være, at Erik Clausen mest af alt er professionel proletar, men det virker. For er man først sat til bords med den muntre gøgler og endnu en hyldest til frihed, lighed og arbejderånd, er det umuligt ikke at være enig. For gu var det bedre i gamle dage, dengang man holdt sammen i kvarteret, dengang gaden kunne rumme alskens aparte eksistenser, dengang tilværelsen kunne males sort og hvid – med ræverød signatur. Det er Clausens mantra, men i Ledsaget udgang nuancerer han det velkendte synspunkt og spidder med selvironisk vid både sin egen prollede verdensmands-mentalitet og danskernes termokande-tristesse.
Slumromantisk hyldest
Især får normaliseringen et rapt gok i nøden, da vi indledningsvis kommer med på nostalgi-trip til et Vesterbro, der er overtavget af regelrette borgerdyr og spoleret af det nyrige caffe latte-segment, hvorfor den gamle gadedreng John (Erik Clausen) straks iværksætter en slumromantisk hyldest og en klassisk lektion i gadens reglement. Den småkriminelle John er nemlig på udgang fra fængslet og skal egentlig direkte til sin søns bryllup, men den umiddelbart naive jydebetjent Bo (Jesper Asholt) går med til at gradbøje ledsage-ordningen. For både John og Bo har hver deres små planer og skumle bagtanker.
Da fange og betjent endelig møder op til bryllupsmiddag på Hovedbanegården, ender det i bizar festivitas, hvor også familieskabets skeletter kommer på ledsaget udgang. Stor ros til instruktøren for at line et så aparte ensemble af skuespillere op. Den bryllupsfest er noget af det sjoveste, jeg har set i Clausens ellers ret omfattende filmkatalog. Pralende plattenslager-far bliver pillet ned af tyk, kikset, kedelig søn (spillet af stand-upperen Henrik Bruhn), mens den blegnæbbede brud (Pil Egholm) skærer depressive grimasser.
Vi, der er født ind i en sær slægt, ved at den bryllupsmiddag er forstemmende realistisk, og derfor hylemorsom som en hyldest til den slags situationer, hvor skævt og normalt hele tiden bytter plads. Selv Erik Clausens mor, Lilli Nielsen, spiller med og sætter absurditeterne i perspektiv ved at synge en rørende version af Glemmer du, så husker jeg -sangen. Hun døde desværre, før filmen blev klippet færdig. Hun burde have fået en Bodil-pris til kaminhylden.
Blik for originaler
Selve plottet behøver man ikke kende, men filmens finale har en noget mere desperat og dyster tone over sig, især er Ditte Gråbøl stærk i sit portræt af den ulykkelige luder. Fængselsbetjenten Bo køber jeg ikke helt som figur. Hans motiver er lidt for uklare.
Men som Kim Larsen synger i tema-sangen En af de få, der er mange af , så er Clausen en ener i dansk film med sin særegne honnør til manden på gulvet . Evigt tilbageskuende, ja. Fantast, måske. Blåøjet, nej. I Ledsaget udgang har han et godt blik for originalernes trange kår, og det tema står han stort set altid alene med. Det gør Erik Clausen til en uundværlig original i dansk film.