Hvid Nat Instr. Jannik Johansen

Anmeldt af Rene Fredensborg, refr@avisen.dk

Pudsigt nok får Hvid Nat premiere i samme uge, som LO har udsendt en såkaldt hvidbog om uligheden i Danmark.

For forskellen mellem overklasse og underklasse er netop det underliggende omdrejningspunkt for Jannik Johansens tredje spillefilm, efter succes med den skumle gyser Mørke og især det morsomme kupdrama Rembrandt .

Tabernar vs. jetset er

For Ulrich Nymann (perfekt spillet af Lars Brygmann) er en smartenheimer af en boligspekulant, der ved et uheld kommer til at slå en mand ihjel på et værtshus.

Det er som sådan ikke noget problem, for ofret var en kriminel og social belastet tabernar , og glatte advokater sørger for at Ulrich går fri på et splitsekund.

Men noget har alligevel rokket sig inde i vores iskolde investor, og der synes pludselig tomt hjemme i den trendy jetset-lejlighed (er der virkelig nogen, der indretter sig så direkte uhyggeligt?), hvor hans high society-frue naturligvis gør alt for at skøjte hen over den uheldige episode.

Men Ulrich får pludselig hul til samvittigheden, slipper kontrollen, og skaber kontakt til den afdødes efterladte kone og to børn, der bor i et socialt boligbyggeri.

Han tilbyder dem et hus som aflad, for penge er Ulrichs sprog, og her starter så en rørende fortælling om skyld og tilgivelse.

For det skal vise sig, at Ulrich har endnu et skelet i skabet. At han søger tilgivelse på flere planer, mens den fattige alene-mor (måske) er typen, der tilgiver alt for let ¿ for eksempel voldelige mænd.

Banalt, men dybt

Hun bliver spillet af Rikke Louise Andersson, især kendt fra Nattevagten og Bleeder , og er som underdog et naturligt cast af en skuespiller, hvis kønne ansigt altid yderst sublimt formår at udtrykke både smerte og styrke.

På samme måde er der noget stærkt uudgrundeligt over Lars Brygmann, og der venter et trofæ for Årets Bedste Hovedrolle til næste års prisfester.

Instruktør Jannik Johansen mener selv, at filmen sparker til vores samfunds selvtilfredse ligegyldighed .

Altså, et skub til Generation Friværdi, der ikke levner plads til andre, som man så tydeligt ser det i Københavns brokvarterer pt. En vigtig pointe, og godt at manus-doktor Anders Thomas Jensen langt om

længe er ude med en gennemarbejdet seriøs tematik. Til gengæld er en bærende replik såsom: Det er slet ikke så svært at tilgive, som man går rundt og tror. Det behøver man altså ikke få et hus for , lige lovlig banal til min smag.

Men det er måske sagens kerne.

At tilgivelse og medfølelse dybest set oftest er en banal gestus, men dog så svær at finde overskud til.