TV-2 - For dig ku’ jeg gøre alting (Pladeselskabet/EMI)

Af René Fredensborg

Måske fandt Steffen sig selv på kanten af småt Brandt-bart, da han til dette studiealbum nummer 16 atter en gang fandt de gamle byggeklodser frem fra bagkataloget. For TV-2 har nået den alder, hvor der er fare for, at de ikke længere kan gøre alting bedre, og er som sådan betinget af fornyet søgen, hvis endnu en langspiller skal forsvares.

’For dig ku’ jeg gøre alting’ emmer mere af gammeldaws genbrug end den genopvækkelse, forrige års ’De første kærester på Månen’ er blevet taget til (lovlig meget) indtægt for.

Letkøbt og letbenet

Den, troede man, evigt samfundsrevsende ironiker Steffen Brandt leverer tekster, der lidt for letbenet dribler med kærlighedens svære spørgsmål. Altså, sammenlignet med, hvad pop-snedkeren før har disket op med af udødelige syng med-kløgtigheder.

I pressematerialet står der, at albummet handler om at stikke af fra det hele - eller blive og tage kampen op.

Danmarks Kedeligste Orkester skulle have taget kampen op, for rent musikalsk er seniorerne på retræte. Vi har, stort set, hørt det hele før, og kun den klædelige ’Randers Station’ fremstår som et sikkert hit til fremtidens halkoncerter. Den sang går rent ind, trods et vist genanvend.

Popsucces uden promille

I ’Håbløst fortabt i dig’ tænker man tilbage til ’pop, succes og stjerner på’, når Brandt kvæder ’med popmusik og hejste flag’, og det synes, at popmusikerens viser efterhånden sejler med flaget på halvt i sit eget skabelon-slinger.

Lyrisk sender ’Hvis du går ud nu’ således tanker til Kristen Bjørnkjærs berømte ’Hvis du forlader mig, så tag mig med’-digt, mens ’Mere sympati på gaderne’ er den form for simplificeret sloganlyrik, Nephew har gjort til sit varemærke – selvom det oftest er nevøerne, der får skyld for at stjæle fra Onkel Steffen. ’Åh, åh, åh’ gjalder frontmanden enerverende overalt på pladen, men i netop denne ungdomssprøde sang får man i stedet omkvædet til 80’er-klassikeren ’Natradio’ på hjernen.

Desværre er melodierne ikke så smukke som hvide lagener. Ej heller på slutteren ’S.o.m.m.e.r.’ hvor der går decideret børnelokkeri i den letkøbte ’skolen lukker, alle sukker, sommerferie’-skrålepoesi.

Anden del af pladen er dog langt mere moderne i sit anslag, takket være Thomas Troelsens koldhævede produktion, formoder jeg. Lyden er lækker, men sangkvaliteten ikke af den promille, der vil få fadøllet til at skumme af sing-along.

Leg lidt mere frit med de gamle klodser næste gang, Steffen!