Spillets regler Instr. Christian Dyekjær

Hvem drømmer ikke om ros, skulderklap og en flot fjer i hatten?

Jeg gør (lidt), selvom det oftest ender med en styg kæp i øret og stakkevis af såkaldt freudianske fortalelser - altså, at man siger alt det, man tænker, som man ikke burde have sagt.

For det er stadig ugleset at prale, bagtale og efterstræbe. Hvorfor, kan de sikkert forklare os alt om på Institut for Psykologi på Københavns Universitet, hvor debutinstruktøren Christian Dyekjær har sat scenen for et misundelses-stykke, der med underspillet humor og satirisk signatur fungerer fint som det lille spejl på væggen dér.

For vi har vel alle en lille flig af det der stræberiske sind, som så strengt hjemsøger filmens hovedperson, den 43-årige lektor i psykologi, Manfred Finnemann (Peter Gantzler).

Ironisk nok kender Finnemann alt til teorien bag psykologiske mekanismer såsom skyld, skam og de andre moralbegreber, der gør det så svært for os mennesker at håndtere vores ambitioner. Men ikke desto mindre rammer Finnemanns ekspertise i depressioner og konflikthåndtering ham som en boomerang, da han søger en stilling som professor og dermed ender i en ufin kamp om, hvem der bedst gør sine hoser grønne hos institutlederen (spillet suverænt af Niels Weyde).

Psykologiens egen høje læreanstalt som fysisk ramme for Dyekjærs smuttur til sindets små krinkelkroge er nærmest en genistreg - og ifølge instruktørens research - ikke helt uvirkelig, når vi taler konkurrencefeber og karrierekampe.

På røv og albuer

Den underliggende tematik i Spillets regler er, hvad der får ellers højt begavede mennesker til at smide al moral overbord, når det handler om at opnå anerkendelse. Altså, hvad der lokker folk ud i løgn, bedrag og i dette tilfælde også en kriminel handling, der får en gammel ven og kollegas karriere til at styrte i grus. For Peter Gantzlers Finnemann-figur er som sådan sympatisk nok. Plaget af lavt selvværd, javist, hvilket man jo siger om hele psykolog-branchen. Men især sendt på slingrekurs, fordi han ikke siger til og fra på ærlig vis.

Små løgne og skadefryd bliver sat på spidsen, da den glatte, smarte og pænt selvfede kollega Poul (overbevisende spillet af Henrik Prip) får slesket sig til det etik-projekt, som ellers skulle sikre Manfred Finnemann professoratet. Men Poul får æren. Manfred bliver desperat og gør noget utilgiveligt, som bytter helt rundt på sympati-faktoren.

Slap slutning

Det er et af manuskriptets bedste tricks. At man først føler med den skidtvigtige og småtrynede Finnemann, men langsomt får skubbet sin medfølelse rundt i nye retninger, fordi alle de, der tager del i spillets regler, skiftes til at være idioter.

Det gør samtlige filmens medvirkende stort set lige tossede, bortset fra sekretæren (Tina Gylling Mortensen), men inklusive Stine Stengade som Finnemans elskerinde, der slutteligt indhegner filmens morale med ordene: »Ingen har fortjent noget. Det handler om at tage, hvad man kan få.«

Pointen er dog nok mere, at ærlighed varer længst. Den essens ville være ført helt til dørs, hvis dette ellers vinklede og velspillede drama ikke havde fået påført så brat og slap en slutning. For den underholdende historie om Finnemanns stivnakkede stræben mod toppen udvikler sig så barokt, at den lægger op til en grande finale, som vi ikke får.

Måske i en eventuel opfølger?

Man får i hvert fald lyst til at se mere til, hvad Christian Dyekjær har lært på den alternative filmskole Super 16, som han i øvrigt selv var med til at stifte, og som for alvor fortjener ros, skulderklap og en flot fjer i hatten.