De engelske fodboldmestre, Leicester, var fredag aften få minutter fra at blive sendt ud af FA Cuppen i fjerde runde.
En scoring af anfører Wes Morgan fire minutter før tid sørgede imidlertid for, at Leicester fik 2-2 i udekampen mod Derby fra den næstbedste række.
Dermed skal der spilles en returkamp på Leicesters hjemmebane.
Gæsterne fik ellers en god start på kampen, da Derby-veteranen Darren Bent lavede selvmål allerede efter otte minutter.
Den 32-årige tidligere Tottenham- og Aston Villa-spiller ville sparke bolden væk foran egen målstreg, men sendte den ind i eget mål.
Derby kom dog tilbage og førte 2-1 ved pausen.
Først fik Darren Bent revancheret sig med en flot udligning på hovedstød, og senere i første halvleg lavede Craig Bryson et godt gennembrud og passerede Kasper Schmeichel.
20 minutter inde i anden halvleg sendte Leicesters manager, Claudio Ranieri, Riyad Mahrez på banen.
Midtbanespilleren fra Algeriet, der for nylig blev kåret som Årets Fodboldspiller 2016 i Afrika, kom tidligere i denne uge tilbage til England, efter at Algeriet blev slået ud af Africa Cup of Nations i Gabon.
Det var dog ikke Riyad Mahrez, men Wes Morgan, der sørgede for en returkamp.
Anføreren headede bolden i mål til 2-2 og sørgede for, at Leicester ikke røg ud.
/ritzau/