Den danske atletikudøver Andreas Bube har kvalificeret sig til indendørs-EM, der bliver afholdt i marts i Beograd.
Lørdag blev den 29-årige dansker nummer fire i 800 meter i tiden 1 minut og 47,19 sekunder ved IAAF World Indoor Tour i Karlsruhe i Tyskland.
Tiden var en forbedring af hans personlige rekord, som han satte for fem år siden.
- Jeg har kunnet træne to år nu uden de store skader, og det begynder at give afkast, siger Andreas Bube i en pressemeddelelse fra Dansk Atletik Forbund.
- Hvis jeg kun lige var kommet under kravet, ville jeg ikke tage til EM.
- Selv om tiden ikke står helt i forhold til mine bedste tider udendørs, så er en personlig rekord en personlig rekord, og det tager jeg med, siger danskeren.
Indendørs-EM bliver afholdt fra 3.-5, marts.
/ritzau/