Mathilde Justesen Ranners
Opdateret kl. 11:36
Skuespilleren Anders W. Bethelsen, som selv har haft en lang karriere i både film og tv-serier, får en ny rolle på filmsettet. Det sker, når han før første gang skal instruere en film på egen hånd.
Filmen får titlen "Lykkelige omstændigheder", skriver Nordisk Film Production i en pressemeddelelse.
Den 51-årige skuespiller er blandt andet kendt for sine roller i store danske dramaserier som "Krøniken" og "Taxa" og spillefilm som "Italiensk for begyndere" og senest for de tre komediefilm med titlerne "Klassefesten", "Klassefesten 2 - Begravelsen" og "Klassefesten 3 - Dåben".
Det er ikke første gang, at Anders W. Berthelsen sidder i instruktørstolen. I 2019 var han medinstruktør på den prisbelønnede film "Ser du månen, Daniel" sammen med Niels Arden Oplev.
"Lykkelige omstændigheder" er skrevet af manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, hvilket også er en af årsagerne til, at Anders W. Berthelsen har valgt denne film som sit debutprojekt, fortæller han i pressemeddelelsen.
- Efter at have været co-instruktør på "Ser du månen, Daniel" har jeg ledt efter det helt rigtige projekt til min egen instruktørdebut uden sikkerhedsline. Da jeg læste Kim Fupz' manuskript til "Lykkelige omstændigheder", var jeg ikke i tvivl om, at dette var det helt rigtige projekt for mig, siger han og fortsætter:
- Kim Fupz er en fantastisk humorist og en moderne, medrivende historiefortæller, og han har skrevet et virkelig morsomt og rørende manuskript med en serie af spillevende karakterer, der føles ægte. Jeg glæder mig helt vildt til, at publikum skal se den færdige film til foråret.
I pressemeddelelsen beskrives filmen som en varm og sjov romantisk komedie om det gode liv, vi alle længes efter, og en moderne fortælling om at finde sin rette plads i livet og indse, at drømmen nogle gange er et helt andet sted, end vi tror.
På rollelisten til den kommende film er Esben Smed og Sofie Torp, som begge spillede med i "Ser du månen, Daniel", samt Roberta Reichhardt, Joachim Fjelstrup og Martin Høgsted, skriver produktionsselskabet i pressemeddelelsen.
Filmen vil få biografpremiere den 7. april til næste år.
/ritzau/
Af Mathilde Justesen Ranners, Ritzau Fokus