Det hele blev sat i gang, da mit liv i gymnasiet var to dage gammelt, og der stod matematik på skemaet.

»Go’morn,« hylede læreren med uhyggelig hæs stemme, så man kunne se alle hans skæve og halvrådne nikotingule tænder. På de dårlige dage gik der kun et øjeblik, før han vinkede mig op til tavlen sammen med en eller anden umulig tredjegradsligning.

Den lille mandsling nød ydmygelsen, gnæggede triumferende af fryd, når jeg blev ved med at rode rundt med tal, der faldt til alle sider. Alle grinede hysterisk – også de næste potentielle ofre. Bedre blev det ikke senere i timen, når han sad og rettede vores blækreg-ninger.

Pludselig greb han ud efter et af sine tre store post-stempler, der stod opstillet på bordet, og knaldede det ned i det første sagesløse regnestykke, der ikke var rigtigt løst.

»Vås,« råbte han, så ingen var i tvivl om, hvad der stod på stemplet. Mere alvorlige tilfælde blev omgående straffet med et ’Wås’.

Hvis det var helt utilgiveligt, og det var det ret tit i mine tilfælde, svingede han det ultimative stempel og skreg »Amøbe!«.

I særlige formørkede perioder af hans liv blev det samme regnestykke tæsket adskillige gange, så der var blå amøbe-mærker over det hele. Og det fortsatte med at udfordre FN’s torturkonvention i alle tre år. Kun dagen før jul hyggede han om os ved at læse højt af Poul Sørensens ’Barske børnerim for viderekomne voksne’ fra 1952. »Plukker i skoven du ukendte svampe, så lad først lillebror smage derpå. Dersom han dør under skrigen og krampe, så bør du selv lade svampene stå«.

I dag kan lommereg-neren holde de fleste dæmoner , men jeg kan stadig ikke kvæle skriget om natten. »Amøbe!«.