En amerikansk drone har tidligt tirsdag kostet fire mistænkte al-Qaeda-medlemmer livet i Yemen, oplyser en klankilde.
Det sker samtidig med, at der er forhøjet sikkerhed i hele Mellemøsten på grund af trusler om et stort angreb fra jihadistnetværket.
Blandt de dræbte er en af 25 operative al-Qaeda-medlemmer, som sent mandag eftermiddag af de yemenitiske myndigheder blev opført på en liste over dem, der forberedte angreb samtidig med afslutningen på den hellige muslimske fastemåned.
Angrebet i Yemens østlige Marib-provins havde udsøgt deres køretøj som mål og forvandlede den til en ildkugle, så de fire militante blev dræbt på stedet, oplyser kilden og tilføjer, at alle de dræbte kommer fra Yemen.
Det officielle nyhedsbureau i Yemen, Saba, bekræfter drabet på fire al-Qaeda-medlemmer i Wadi Abida i Marib.
Klankilden omtalte to af de dræbte som Saleh al-Tays og Saleh Ali Guti.
Waeli optræder på en regeringsliste over 25 al-Qaeda-mistænkte, som er efterlyst i forbindelse med en påstået plan om at gennemføre et massivt angreb inden afslutningen på ramadanen og inden Eid al-Fitr-festen begynder torsdag eller fredag.
Godt en snes amerikanske ambassader og konsulater har siden søndag været lukket på kryds og tværs af Mellemøsten, efter at Washington meddelte, at man havde aflyttet elektroniske informationer mellem højtstående al-Qaeda-medlemmer om et forestående angreb.
Amerikanske medier oplyser tirsdag, at aflytninger af al-Qaeda-chef Ayman al-Zawahiri og lederen af gruppens afdeling i Yemen havde udløst lukningerne såvel som rejseanbefalinger.
New York Times skriver, at den elektroniske kommunikation i sidste uge afslørede, at Zawahiri havde givet Nasser al-Wuhayshi, lederen af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, at gennemføre et angreb allerede søndag.
Tirsdagens droneangreb er det fjerde af slagsen siden 28. juli. Angrebene har kostet 17 mistænkte livet på en uge.
/ritzau/AFP