To eksplosioner og skudsalver har mandag rystet en regeringsbygning i den nordvestlige pakistanske by Peshawar, oplyser øjenvidner til Reuters.
Talsmænd for de lokale myndigheder siger, at de frygter, at flere er dræbt eller såret.
Embedsmænd formoder, at to selvmordsbombere gik ind i bygningen og sprængte sig selv i luften, da lokale politikere og klanledere holdt møde.
Militante har optrappet deres angreb i Pakistan forud for det kommende parlamentsvalg.
Lørdag blev 85 mennesker, størstedelen af dem shiamuslimer, dræbt ved en voldsom bombeeksplosion i byen Quetta.
Omkring 150 blev såret ved angrebet, som den militante sunnimuslimske gruppe Lashkar-e-Jhangvi har taget skylden for.
Lørdagens bombe var ifølge politiet rettet udelukkende mod shiamuslimer i Hazara, som ligger i udkanten af Quetta i den olierige Baluchistan-provins.
Flere end 400 shiamuslimer blev dræbt i Pakistan i løbet af 2012.
/ritzau/Reuters