Udenrigsministeriet vil nu undersøge oplysninger om, at den politiske top i Syrien støttede angrebet på den danske ambassade i Damaskus i 2006.
"Vi vil nu i Udenrigsministeriet undersøge oplysningerne nærmere, og jeg vil herefter drøfte sagen med Folketingets partier i det førstkommende møde i Udenrigspolitisk Nævn," siger Lene Espersen i en udtalelse ifølge DR Nyheder.
I rapporter sendt hjem til Washington mere end antyder amerikanske diplomater, at de syriske myndigheder bevidst undlod at reagere over for de ophidsede folkemasser efter offentliggørelsen af de forhadte Mohammed-tegninger.
Det viser nye afsløringer fra WikiLeaks. skriver den norske avis Aftenposten.
Optøjerne førte til, at ambassadebygningen blev sat i brand.
Dansk Folkeparti er allerede ude med krav om en officiel syrisk forklaring.
"Jeg er rystet over oplysningerne. Syrien er jo et land, vi i Danmark har kælet for. Den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller har brugt oceaner af tid på at dyrke Syrien gennem besøg og dialog," siger udenrigsordfører Søren Espersen i en pressemeddelelse.
Han kræver, at udenrigsminister Lene Espersen (K), indkalder den syriske ambassadør i Sverige, der også har Danmark som ansvarsområde, til et møde, hvor en forklaring kommer på bordet.