Det ligner en regulær heksejagt, når flere af Folketingets partier nu kræver en undersøgelse af ældreminister Thyra Frank (LA).
I stedet bør partierne trække vejret dybt og give ministeren en chance for at forklare sig, lyder opfordringen fra Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist.
- Det er lidt heksejagt-agtigt at råbe "undersøgelse" med det samme, siger han med henvisning til, at Socialdemokratiet vil have undersøgt, om ministeren har begået dokumentfalsk med arbejdspladsvurderinger - APV.
Thyra Frank fortæller selv i en bog fra 2010, at hun som forstander for plejehjemmet Lotte skrev de lovpligtige og tidskrævende APV'er af fra et andet plejehjem.
- Vi skal trække vejret dybt og ikke gå i selvsving, siger Rasmus Nordqvist.
Vi har en ældreminister, der har udtalt, at hun har kopieret de her arbejdspladsvurderinger, som skal sikre, at medarbejderne har et ordentligt arbejdsmiljø. Er det ikke alvorligt?
- Vi har en ældreminister, som har udtalt de her ting for et stykke tid siden. Så må man starte med at spørge hende, hvad hun egentlig mener. Jeg synes, vi har en dramakurve, der er lidt voldsom.
- Selvfølgelig skal alle overholde loven - men lad os nu lige spørge ind til, hvad der rent faktisk er foregået, og høre hende om det passer. Hvis der så stadig er tvivl, så må vi sætte en undersøgelse i gang.
Hun beskriver ret detaljeret i citaterne, hvordan hun kopierede det andet plejehjems APV. Vækker det ikke en form for bekymring?
- Jo. Jeg løftede også øjenbrynet, da jeg læste det. Og så tænkte jeg: Det må hun da godt nok lige forklare, så vi kan forstå, hvad hun mener. Og derefter må vi tage stilling til, om det skal undersøges.
- Men at gå fra A til D - uden at tage B og C med - det synes jeg ikke, er særligt klogt.
/ritzau/