På trods af den megen uro som utilfredsheden med valgresultatet har medført, har tilhængere af den genvalgte iranske præsident valg at samles til fest midt i hovedstaden Teheran.
Samtidig har taberen af valget Mir-Hossein Mousavi valgt at indgive en officiel klage over resultatet, der gav Ahmadinejad en overraskende stor sejr, skriver BBC.
Han opfordrer den iranske befolkning til at fortsætte de landsdækkende protester på en fredelig og lovlig måde.
Mange observatører mener, at resultatet er mistænkeligt på grund af den store valgdeltagelse, som man havde forventet ville være til gavn for Ahmadinejads konkurrenter.
Præsidenten selv afviser alle spekulationer og siger, at der ikke kan være tvivl om noget, når 40 millioner vælgeres stemmer er blevet hørt.
Han har desuden bebudet, at Iran vil fortsætte sit atomprogram, og at debatten herom er et overstået kapitel.
De globale reaktioner på valgresultatet har været afdæmpede, men USA's vicepræsident, Joe Biden, har erkendt, at der er stor tvivl om det faktiske resultat.
Adskillige aktivister er blevet anholdt, og flere af dem tilhører reformvenlige partier, der står som valgets tabere.