Liverpool bliver snart engelske mestre - måske endda allerede i næste sæson. Det mener holdets danske forsvarsspiller Daniel Agger i hvert fald. I et interview på Liverpools hjemmeside, forklarer den danske landsholdsspiller, at Liverpool kan vinde alle turneringer.
"Jeg tror, at dette hold, med de spillere, vi har, vil være i stand til at konkurrere om mange trofæer i de kommende år," siger han.
Det er især Liverpools afslutning på den netop overståede sæson, der danner grobund for Daniel Aggers optimisme. Holdet vandt nemlig de sidste fem kampe i Premier League.
"Jeg mener, at man kunne se på banen, ikke mindst i de sidste kampe, hvad det betyder for holdet at spille for denne klub. Vi har vist, at vi nu har en vindermentalitet på hele holdet," forklarer den 24-årige dansker.
Daniel Agger er ikke ukendt med succes på grønsværen, men han mangler dog stadig at fejre triumfer med sin nuværende klub.
"Jeg vandt både mesterskabet og pokalturneringen i min første sæson i Brøndby. Jeg har ikke vundet noget i Liverpool endnu, og det ønsker jeg virkelig at ændre. Vi vandt FA Cuppen i min første sæson i klubben, men jeg spillede ikke en kamp i turneringen i den sæson. Så selv om jeg har en medalje for den sejr, mener jeg ikke, at jeg har vundet den," forklarer forsvarsspilleren.