Der er mindst seks millioner gode danske kroner på vej til Brøndby IF, hvis Liverpool accepterer AC Milans bud på den danske forsvarsspiller Daniel Agger.
Italienerne har budt i omegnen af 60 millioner kroner for landsholdsspilleren. Og bestyrelsesformand i Brøndby IF Per Bjerregaard har sikret, at Brøndby får mindst ti procent af transfersummen, hvis Agger sælges videre. Det erfarer Nyhedsbureauet Newspaq.
Reglerne sikrer Brøndby fem procent, fordi klubben har været med til at udvikle Daniel Agger. Derudover har Per Bjerregaard, der forhandlede Aggers skifte fra Brøndby til Liverpool på plads, sikret klubben yderligere fem procent - minimum.
Direkte adspurgt, om der er lagt fem procent oven i det lovmæssige krav, svarer bestyrelsesformanden til Newspaq:
"Synes du, jeg ville have været en god forhandler, hvis det er fem procent?"
Noget kunne altså tyde på, at 24-årige Daniel Agger kommer til at sende betydeligt mere end seks millioner kroner mod den københavnske vestegn, hvis Liverpool vælger at sælge danskeren.
Hvis Agger fortsætter karrieren i en anden klub og bliver solgt videre derfra, vil Brøndby få endnu en procentdel af transfersummen og så fremdeles af alle fremtidige Daniel Agger-handler.
Brøndby solgte Daniel Agger til Liverpool for 63 millioner kroner i 2006.