Dagen igennem har 22.000 danske unge taget fri fra gymnasiet for at samle penge ind til unge i Zimbabwe - og det er blevet til 6,5 millioner kroner.
Årsagen er den årlige omgang Operation Dagsværk, hvor gymnasieelever arbejder en dag for at samle penge ind til fattige eller udsatte unge et sted i verden.
Dagen er gået over alt forventning, mener folkene bag organisationen:
"Det er gået godt. Vi er glade for, at 22.000 gad at trodse kulden og arbejde dagen igennem. Vi har indsamlet cirka 6,5 millioner kroner, og det er 200.000 mere end sidste år," fortæller Anne Sofie Skemt Hjuler til Newspaq.
Pengene skal hjælpe den nye generation i Mugabes land.
"Millionerne skal gå til et uddannelsesprojekt i Zimbabwe, hvor unge zimbabwere skal lære, hvordan de kan klare sig igennem deres liv, de skal kender til deres rettigheder, og de skal lære, hvordan de får indflydelse på deres eget land," fortæller Anne Sofie Skemt Hjuler.
De mange gymnasieelever har onsdagen igennem kastet sig over forskellige aktiviteter for at få en dagsløn hentet hjem:
"Folk har gjort rent, spillet koncert på biblioteket, ryddet op hos forældrene, og så har vi haft 750 dagsværkere til at gøre rent på DSB-stationer," beretter Hjuler.
Helt konkret skal millionerne forvaltes af Mellemfolkeligt Samvirke (MS), som er den danske samarbejdspartner på Zimbabwe-projektet.
Det var i år 40. gang, der holdes Operation Dagsværk.